2019
Carlsbergs ZERO2 kapsel kæmper for at holde din øl frisk under hele dens holdbarhed ved at spise iltmolekyler, som måtte snige sig ind under kapslen.
Næste gang du sidder på en bar med en Carlsberg i hånden, så prøv at tage et kig på kapslen. Inde i metaldelen sidder en lille plastikring. Den er med til at holde kapslen tæt. Hvad de færreste ved, er, at netop denne plastikring aktivt er med til at få en Carlsberg til at smage frisk i hele sin holdbarhedsperiode.
Den lille ring af plastik er faktisk ‘levende’ og ølkapslen bliver kaldt ‘ZERO2 Cap’. I ringen er der nemlig et stof, der ‘spiser’ iltmolekyler, hvis de skulle være ved at snige sig ind i flasken. For når du brygger øl, vil du gerne undgå, at øllet oxiderer. Ilt og øl skal holdes adskilt, for hvis øl oxiderer, ændrer øllet smag, og farven bliver mørkere.
Ølkapslen blev lanceret i 1993 i Australien, men Carlsberg er det første bryggeri, som bruger ‘ZERO2 Cap’en’ i stor skala. Det har været brugt på nogle markeder i Vesteuropa, men det er første gang, at Carlsberg indfører den i Østeuropa og Asien.
Derfor smager en Carlsberg i hele verden nu frisk under hele sin holdbarhed, for hvis et iltmolekyle sniger sig ind under kapslen og vil reagere med øllet, så bliver det ‘spist’ af stoffet fra plastikringen.